Nyheder
Sponsorat af Mini Tesla til Rigshospitalets Lungeambulatorium/afdeling for børn og unge
I dag har simpelthen været en af de bedste dage i foreningens unge historie. Vores præsident Kim Lundberg Stegenborg Madsen levererede den første Mini Tesla med nummerpladen TOD1, som Tesla Owners Denmark foreningen har sponsoreret til Rigshospitalets Lungeambulatorium/afdeling for børn og unge. Det var en fantastisk dag og oplevelse for Felix, Karl og Josefine, der fik mulighed for at prøvekøre bilen, endda helt ud af afdelingen og rundt i foyeren.
I morgen torsdag er det Skejby sygehus, der får besøg af vores formand Nicolas Munk-Rechnitzer, der vil levere en tilsvarende bil med nummerpladen TOD2, og i februar bliver det Odenses tur til at modtage en Mini Tesla med nummerpladen TOD3.
Tak til alle, der deltog i dag, både personale, patienter og forældre, vi håber at bilen kan gøre det lidt nemmere og sjovere at komme på besøg på børneafdelingen fremover.