Artikler

TeslaOwnersDenmark.dk

Stemmestyring af Tesla

9. Mar 2022 af Carsten Erik Nielsen

Stemmestyring

Stemmestyring er en af Teslas helt store forcer og er hos nogen desværre et overset kapitel. Det er ærgerligt, da Teslas stemmekontrol faktisk er tæt på suveræn. Ingen andre biler - selv de helt dyre - kan følge med på specielt navigationssiden. 

Teslaejere der kører meget rundt til ukendte adresser vil hurtigt sande at det er en helt afgørende funktion. ”Kør til Bogfinkevej 8 i Fugleby” – ”Kør til McDonalds i Bilkøbing” - ingen diskussion - den er lige i øjet hver gang.

Enkelte folk, der har prøvekørt en Tesla, taler om at det hele styres over den store 15 tommers skærm i midten og at de savner egentlige individuelle betjeningsknapper. Det er lige her at stemmekontrollen kommer ind i billedet for det er i de fleste tilfælde ikke nødvendigt at fumle med skærm eller knapper under kørsel. Brug i stedet din stemme som en meget effektiv betjeningsanordning.

Tryk på højre scrollhjul/rullehjul på rattet og sig en kommando - Siger du noget vrøvl trykker du bare hurtigt en gang til - så afbrydes funktionen.

Her er en række kommandoer jeg har testet virker: 

“Lås alle døre”
“Lås vinduer bagi”
“Klap (eller fold) spejle ind /ud”
“Juster højre/venstre sidespejl”, drej derefter spejlet op ned med venstre rullehjul.
“Start vinduesvisker” (eller “tænd vinduesviskere på niveau 1”) – “sluk vinduesvisker” (du kan faktisk bare sige ”vinduesvisker niveau ”).
“Tænd sædevarme i førersiden til 3” eller eksempelvis sæt “højre bagsæde til 3” (tænder for sædevarmen på bagsædets højre plads)
“Tænd loftslys i kabinen” eller bare “tænd loftslys”
“Åben handskerum”
“Åben ladeport” (med bilen i Park).
“Sæt temperaturen til 16 grader”. Eller blot sig “16 grader”.
“Jeg fryser” (øger temperaturen med 1,5 grad hver gang du siger det)
“Det er for varmt” (jeg har det for varmt) (temperaturen reduceres med 1,5 grader).
“Tænd afrimning”  (for- bagrude og sidespejle afrimes)
“Tænd for recirkulation” – “sluk recirkulation”
“Sæt luft til højre”/ “sæt luft til venstre” /“sæt luft til midten”
“Kør til nærmeste Supercharger” 
“Kør (eller naviger til) til … Østrig” (ruten kommer frem med foreslåede ladestop på teslas superchargere).
“Zoom ind” “Zoom ud”– herved styres kortets zoom på skærmen.
“Sæt lysstyrken til 10 procent” (reducerer belysningen på skærmen tilsvarende)
“Vis satellit kort” (skifter fra vejkort til satellit visning)
“Vis vejkort” (omvendt funktion)
“Start legetøj”
“Aktiver sentry”
“Aktiver dashcam” (lagrer video)
“Afspil medier”
“Afspil kunstner og titel”
“Google Translate eller GOOGLE vis mig ..” (hold stille når det gøres - er mere sikkert)
“Ring til …….”
“Svar” (når telefonen ringer).
“Afspil lyd fra telefonen” 
“Sæt lyd til 1” (lydniveauet sænkes til 1)
“Skriv en besked” eller “send SMS til Karen” – Indtal derefter din besked og tryk på knappen igen for at sende (sig kys – emojis fungerer ikke). Når SMS modtages - tryk på højere scrolhjul og sig svaret og send med et nyt tryk. Er din telefon ikke koblet til bilen med kontaktpersoner etc så foregår det under Bluetooth i skærmens højre øverste hjørne.
“Start underholdning” 
“Start campmode” 
“Start kæledyrsmode”
“Vis energi” (forbrugskurven)

De sjove: 
“Der er noget galt i feks det radikale venstre” 
“15 flade flødeboller”

Tesla arbejder løbende på deres software og med de forskellige softwarepakker kommer der hele tiden nye ting frem. Det er også ret unikt at bilen ikke skal til service for at det kan ske. Stemmekontrollen vil således formentlig blive udviklet yderligere så den bliver endnu bedre.

Der er ting man ikke kan stemmestyre. Man kan eksempelvis ikke stemmestyre noget, der kan have en sikkerhedsmæssig funktion. Feks kan man ikke åbne frunken stemmestyret. Man kan heller ikke betjene det eksterne lys, herunder fjernlys (endnu).

Teslas stemmestyring er dynamisk hvormed den gør det den opfatter er tættest på det du siger. Nogle gange kan det give nogle sjove udfald – som beskrevet ovenfor. Bilen forstår i skrivende stund ikke ordet volumen så brug – som beskrevet – ”sæt lyd til X”.

Prøv det og bliv dus med den del af bilens funktionaliteter - der er rigtig mange muligheder. Det anbefales at prøve hele listen i gennem mens du alligevel sidder og hygger i bilen.

Læs mere: https://www.tesla.com/da_DK/support/voice-commands

Tilbage til artikler

Til toppen