Tesla Owners Denmark
Vores vedtægter
1. Navn og hjemsted
- Foreningens navn er Tesla Owners Denmark (TOD).
- Foreningens hjemsted er Københavns kommune.
2. Formål
- Foreningens formål er at
- drive en medlemsklub for ejere af Tesla Motors køretøjer og Tesla-entusiaster.
- være en positiv og aktiv sparringspartner for Tesla Motors.
- opfordre til og udbrede viden om klimavenlige tiltag, herunder CO2 reducerende aktiviteter.
- arbejde for god trafik/ladekultur og -etikette.
- fremme et godt socialt miljø for medlemmerne.
- organisere sociale begivenheder, herunder velgørende aktiviteter på vegne af medlemmerne.
- fremme interessen for Tesla Motors og dette selskabs datterselskaber (herunder navnlig Tesla Motors Denmark ApS).
- varetage kommunikation med Tesla på vegne af klubbens medlemmer.
3. Medlemmer
- Alle, der kan tilslutte sig foreningens formål, kan være medlemmer.
4. kontingent
- Kontingentet betales ved indmeldelse i foreningen og herefter en gang årligt.
- Kontingentet refunderes ikke ved udmeldelse.
- Bestyrelsen fastsætter nærmere regler for opkrævning af kontingent.
- Kontingentet fastsættes årligt på den ordinære generalforsamling.
- Så frem et medlem ikke indbetaler det årlige kontingent udmeldes medlemmet automatisk en måned efter forfald.
5. Udelukkelse
- Et medlem kan udelukkes af foreningen, hvis medlemmet i tale eller handling skader foreningens interesser eller anseelse. Beslutningen herom træffes af bestyrelsen ved skriftlig afstemning, og kræver et simpelt flertal af de stemmeberettigede bestyrelsesmedlemmer.
- En udelukkelse kan altid kræves afprøvet ved en generalforsamling på foranledning af den udelukkende eller et bestyrelsesmedlem. Afgørelsen vedtages ved simpelt flertal. I perioden mellem bestyrelsens beslutning og generalforsamlingen, anses medlemmet for udelukket.
- Udelukkelse sker uden tilbagebetaling af kontingent.
- Et udelukket medlem kan anmode om genoptagelse i foreningen hos bestyrelsen eller generalforsamlingen.
6. Bestyrelsen
- Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på 4 til 8 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Alle myndige medlemmer kan stille op til bestyrelsen.
- Generalforsamlingen kan vælge op til to suppleanter til bestyrelsen. Alle myndige medlemmer kan stille op som suppleant.
- For foreningen hæfter alene dennes formue.
- De enkelte bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode af 2 år. Suppleanter vælges for et år ad gangen. Hvis et ordinært medlem af bestyrelsen udtræder i utide, overtages pladsen af en suppleant. Hvis flere suppleanter ønsker at indtræde, vælger bestyrelsen blandt dem. Den indtrædende suppleant sidder kun sin egen valgperiode.
- Ved valg af helt ny bestyrelse vil den halvdel af bestyrelsesmedlemmerne med færrest stemmer ved generalforsamlingen være på valg efter 1 år.
- Genvalg kan finde sted.
7. Bestyrelsens virke
- Bestyrelsen vælger af sin midte: Bestyrelsesleder, vice-bestyrelsesleder og kasserer.
- Såfremt det for brug i Tesla Owners programmet er nødvendigt med en præsident, herunder som primær kontakt til Tesla, tilfalder denne rolle naturligt bestyrelseslederen. Finder bestyrelsen at det er hensigtsmæssigt at et andet bestyrelsesmedlem påtager sig denne rolle, står det bestyrelsen frit for at vælge dette.
- Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, medmindre andet fremgår af nærværende vedtægter. Ved stemmelighed er bestyrelseslederens stemme afgørende. Mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer skal deltage i mødet, for at bestyrelsen er beslutningsdygtig.
- Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden og holder det antal møder, den finder det nødvendigt. Ethvert bestyrelsesmedlem kan med angivelse af dagsorden og mødested med mindst 7 dages varsel indkalde til bestyrelsesmøde. Bestyrelsesmøder kan afholdes elektronisk eller ved fysisk fremmøde, eller en kombination heraf.
- Bestyrelseshvervet er frivilligt og ulønnet. Foreningen dækker ikke transportudgifter, forplejning og lignende udgifter i forbindelse med bestyrelseshvervet.
- Bestyrelsen kan i særlige tilfælde vælge, at lade foreningen dække en udgift, et bestyrelsesmedlem måtte have haft i forbindelse med foreningens virke. Herunder kørselsgodtgørelse eller forplejning.
- Udgifter bestyrelsen vælger at lade foreningen dækker udgifter i henhold til punkt a, skal fremlægges på den årlige generalforsamling.
- Udlæg i forbindelse med medlemsarrangementer, som har karakter af forplejning eller lignende, men som er til gavn for medlemmerne, dækkes som almindelige udlæg.
- Bestyrelsens afgørelse kan ikke påklages, men kan alene indbringes for generalforsamlingen.
- Foreningen tegnes af bestyrelseslederen samt et andet medlem af bestyrelsen.
- Alle bestyrelsesmedlemmer skal have mulighed for indsigt i foreningens økonomi. Derfor skal der foreligge bankkontoudskrifter på samtlige konti, der max. må være 14 dage gamle.
8. Regnskab
- Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
9. Generalforsamling
- Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen indenfor de af lovgivningen til enhver tid fastsatte grænser.
- Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden 30. juni. Dato, tidspunkt og sted for generalforsamlingen fastsættes af bestyrelsen. Indkaldelsen udsendes på e-mail eller brev senest 21 dage før datoen for generalforsamlingen.
- Sammen med indkaldelse til den ordinære generalforsamling udsendes årsregnskab for det forudgående regnskabsår samt budgetforslag for det indeværende og det næstfølgende regnskabsår og dette offentliggøres på foreningens hjemmeside.
- Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før den ordinære generalforsamling. Forslag fra bestyrelse og medlemmer, gøres tilgængeligt for medlemmerne senest 8 dage før den ordinære generalforsamling.
- Generalforsamlingen afholdes i Danmark, og det bør tilstræbes, at det sker skiftevis øst og vest for Storebælt, hvis ikke den afholdes digitalt.
- Kun medlemmer, disses ægtefæller/samlever samt gæster indbudt af bestyrelsen har adgang til generalforsamlingen.
- Hvert medlem har én stemme, og stemmeret udøves så vidt muligt ved personligt fremmøde.
- De på generalforsamlingen behandlede spørgsmål afgøres, hvis ikke andet er anført i nærværende vedtægter, ved almindelig stemmeflerhed blandt de stemmeberettigede fremmødte og repræsenterede medlemmer.
- En lovligt indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.
- Et referat underskrives af dirigent, referent, og (den afgående) formand. Referatet offentliggøres for medlemmerne via e-mail eller på foreningens hjemmeside senest 1 måned efter generalforsamlingens afholdelse.
- Stemme kan ikke afgives ved fuldmagt.
- På den ordinære generalforsamling skal dagsorden som minimum indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent.
- Fremlæggelse af bestyrelsens beretning til godkendelse.
- Fremlæggelse og godkendelse af foreningens regnskab for det forudgående regnskabsår.
- Behandling af forslag fra medlemmer og bestyrelse.
- Fastsættelse af kontingentets størrelse.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer.
- Valg af bestyrelsessuppleanter.
- Valg af revisor.
- Eventuelt.
10. Ekstraordinær generalforsamling
- Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.
- Det er bestyrelsens pligt at indkalde til ekstraordinær generalforsamling senest 14 dage efter henvendelse fra mindst 15 medlemmer, som alle har været medlem af foreningen mindst 6 måneder kontinuerligt eller ved enhver situation, som automatisk udløser en ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelsen skal udsendes senest 14 dage før afholdelsen af den ekstraordinære generalforsamling.
- Hvis bestyrelsen finder det nødvendigt, kan der på en ekstraordinær generalforsamling vælges nye bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, op til de af vedtægterne fastsatte grænser. Disse sidder til næste ordinære generalforsamling.
- Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før den ekstraordinære generalforsamling. Forslag fra bestyrelse og medlemmer, gøres tilgængeligt for medlemmerne senest 3 dage før den ekstraordinære generalforsamling.
- På en ekstraordinær generalforsamling skal dagsorden som minimum indeholde følgende to punkter:
- Valg af dirigent og referent.
- Behandling af forslag fra medlemmer og bestyrelse.
11. Vedtægtsændringer
- Ændring af foreningens vedtægter kan alene vedtages med 2/3 flertal blandt de på generalforsamlingen repræsenterede og stemmeberettigede medlemmer.
12. Opløsning
- Beslutning om foreningens opløsning kan kun tages af generalforsamlingen og kræver, at mindst 2/3 af de på mødet repræsenterede medlemmer stemmer for forslaget.
- Ved foreningens opløsning uddeles dens eventuelle nettoformue til et formål eller forening, der støtter foreningens formål, efter bestyrelsens indstilling til generalforsamlingens beslutning.